Det lille barn får hældt vand over hovedet, det bliver salvet og betegnet med korsets tegn, det får overrakt den hvide dåbskjole og dåbslyset. Det, vi især hæfter os ved, er nok syndsforladelsen og den åndelige genfødelse.

Præsten siger inden salvelsen: "Gud, vi beder dig om, at du vil befri dette barn fra alle følger af menneskeslægtens synd og gøre det til dit tempel og din Helligånds bolig". Det er altså ganske klart, at vi i dåben også modtager Helligånden; vi bliver jo døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

I firmelsen lægger vi hovedvægten på modtagelsen af Helligånden. Jesus blev undfanget ved Helligånden og levede hele sit liv under Helligåndens indflydelse, men alligevel lod Gud sin Ånd dale ned over ham, da han stod ved begyndelsen til sit offentlige liv.

På samme måde ønsker Kirken, at firmelsens sakramente skal meddeles de unge, når de har nået en alder, hvor de kan forstå deres opgave som kristne og har behov for at styrkes i denne.

Ligesom dåben kunne sammenlignes med Jesus påske, kan firmelsen sammenlignes med pinsen, hvor Gud sendte sin Ånd til de forskræmte apostle
.