De syv sakramente 2. del



I den katolske Kirke har vi syv sakramenter: dåben, firmelsen, kommunionen, bodens sakramente eller skriftemålet, de syges salvelse, ægteskabet og præstevielsen. I den protestantiske kirke regner man kun med to sakramenter, nemlig dåb og nadver.

Nadveren svarer til, men er ikke lig med den katolske kommunion, der også tit kaldes eukaristien. Alle syv sakramenter kan føres tilbage til Det nye Testamente og er indstiftet af Jesus selv. De har således været brugt fra urkirkens allerførste tid.

 I de efterfølgende århundreder voksede Kirken, og nye skikke og riter kom til. I år 1274 blev der holdt et kirkemøde i Lyon i Frankrig, og på dette møde blev det bestemt, at de syv sakramenter, som vi har i dag, skulle være en fast bestanddel af den kristne tro og nødvendige for vor frelse, mens mange andre udmærkede skikke stadig kunne følges, men blot fik et andet navn, nemlig sakramentalier.

De syv sakramenter, der i øvrigt også hører til de ortodokse kirkers troslære, er faste støttepunkter i vort liv, og de markerer alle højdepunkterne i tilværelsen.

Mennesker har jo altid holdt af at fejre fødsel, det at blive voksen, bryllup og begravelse; de har elsket traditioner, tilbagevendende fester, hvor man kendte hele forløbet, og hvor man spiste og drak og glædede sig sammen.

Sådanne ceremonier finder vi hos alverdens folkeslag, og de kristne er ingen undtagelse, blot har de altid haft Kristus med i alle livets afgørende situationer: til fødslen hører dåben, til det at blive voksen firmelsen; måltidet fejres i eukaristien; synd og krise afhjælpes i bodens sakramente; voksenlivets kald kan enten være til ægteskab eller cølibat, nogle vælger at gifte sig, andre måske et liv som præst, munk eller ordenssøster; ved alvorlig sygdom eller dødsfare meddeles de syges salvelse.

Som sagt ledsages sakramenterne både af ord og ydre tegn, og hele mennesket - såvel sjælen som legemet - bliver berørt heraf.

Guds nåde påvirker herigennem vor tankevirksomhed og viljeskraft og giver os styrke til at leve som kristne og videregive det glde budskab, evangeliet, om Guds Søn, der blev menneske for vor skyld.

Gud sendte os sin Søn. Han blev født som menneske af et menneske, Jomfru Maria. I Kristus bliver Gud synlig for os, og i Kirken forbliver Kristus - og altså Gud - synlig og kommer os ganske nær gennem sakramenterne.

Jeg sagde for lidt siden, at sakramentets virkning var uafhængig af præstens hellighed. Det er den også. Men det er ikke sådan, at sakramentet bare virker automatisk, ligegyldigt hvordan modtagerens indstilling er. Gud kommer til os i sakramentet, men vi skal til gengæld tage imod ham. Så bortset fra barnedåben, hvor forældre og faddere må handle på den lilles vegne, må vi møde Gud med tro og god vilje.

Sakramenterne bærer kun frugt i forhold til modtagerens tro og troskab. Vi kan ikke blot være passivt modtagende, men må aktivt forvalte den nådegave, som vi modtager gennem den sakramentale handling, så den bliver til gavn for vor næste og os selv. Det er jo et virkeligt møde, der finder sted, ikke blot et billede på det. Sakramenterne er de tegn, der symbolsk angiver Guds tilstedeværelse, men de gør virkelig det, de betyder.

Det siger sig selv, at alle ikke kan modtage alle sakramenterne. Der er fire "basis"sakramenter, der ligesom melder sig af sig selv: dåben, firmelsen, bodens sakramente og kommunionen. Ikke alle kommer ud for at kunne modtage de syges salvelse, og ægteskab og præstevielse udelukker hinanden i den romersk-katolske Kirke. Nogle af sakramenterne kan vi modtage flere gange eller måske mange gange i løbet af livet.

Det gælder naturligvis først og fremmest kommunionen og bodens sakramente, men også de syges salvelse kan modtages flere gange, og derfor er man da også gået over til denne betegnelse i stedet for det mere gammeldags udtryk: den sidste olie.

Dåb, firmelse og præstevielse kan kun modtages een gang, fordi de præger modtageren med en sakramental karakter, som hanmåske kan forsømme eller forsynde sig imod, men aldrig udslette.

Skulle det ske, at man forsynder sig imod et af disse sakramenter, kan man hjælpes gennem bodens sakramente og styrkes igen af eukaristien. Indgåelse af ægteskab kan normalt kun gentages, hvis den ene ægtefælle er død.

Hvis jeg ganske kort skal resumere, hvad et sakramente så egentlig er, må det blive således: et sakramente er en kirkelig handling, indstiftet af Jesus Kristus, der gennem bestemte tegn og ord skænker os Guds nåde.

Kirsten Dam

På grundlag af tre radioforedrag holdt i Radio Steno, København